H. C. Andersen

Besjæling:

At give døde ting en sjæl, altså liv, kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, taler vi om per­soni­fikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, idet levendegørelsen bygger på et parallel­forhold mellem det reale (menneskelige) og det billedgjorte – legetøjet i H.C. An­der­sens eventyr Kærestefolkene for eksempel.

  

H.C. Andersen besjælede mange ting i sine eventyr, og da det var kende­tegn­en­de for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmede alt levende og dødt, finder vi mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Hvordan var H.C. Andersens opvækst?

H.C. Andersen blev født den 2. april 1805 i Odense på Fyn, som dengang var Danmarks næststørste by. Her voksede han op som søn af skomager Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter. I "H.C. Andersens Levnedsbog" fra 1832 (se kilder) beskriver forfatteren sine forældre: "Min Fader var ikke uden Dannelse og havde et herligt Hovede, hos min Moder var alting Hjertet; de vare begge temmelig forskjellige dog levede de meget godt sammen." Men rent økonomisk var der meget tilbage at ønske sig. Familien Andersen levede under trange kår i et lille hjørnehus ved Bangs Boder, hvor også bedsteforældre havde boet.

H.C. Andersen fortæller videre, hvordan hans fader om aftenen læste højt af Holberg og "Tusind og een nat". Faderen var i det hele taget meget kreativ: "Han lavede mig et Perspectiv, et lille Theater og billeder der kunde forvandle sig naar man trak i en Traad." I 1807 flyttede forældrene til et lille hus i Munkemøllestræde, hvor H.C. Andersen boede til 1819, da han forlod Odense til fordel for København.

Faderen døde, da H.C. Andersen kun var 11 år gammel. Moderen måtte ud og tjene, og H.C. Andersen kom på fattigskole. Ifølge netportalen H.C. Andersen Centret (se kilder) havde han, trods sin kærlighed til det danske sprog, problemer med retskrivning, hvilket netop skyldtes den mangelfulde skolegang i barndommen.

Hvordan var H.C. Andersens voksenliv og alderdom?

Som 35-årig begyndte H.C. Andersen at høste anerkendelse både herhjemme og i udlandet. I 1844 blev han indbudt som gæst af Christian VIII og Dronning Caroline Amalie til øen Föhr ved Vestkysten. Hans forhold til kongehuset blev hurtigt fortroligt.

På det romantiske område gik det ikke så godt. I 1843 kom den svenske sangerinde Jenny Lind til København, hvor hun gav koncerter og boede i børneværelset hos August Bournonville. Andersen forelskede sig i hende og mødte op med breve, digte og blomsterbuketter. Hun gengældte ikke hans følelser, men selv da hun forlod Danmark for at optræde i Tyskland, blev han ved med at skrive til hende. Da hun to år senere fejrede sin 25 års fødselsdag i København, klæbede han sig til hende som en skygge, ifølge biografien "H.C. Andersen" fra 1967 (se kilder). Men Jenny Lind betragtede udelukkende forfatteren som en ven, og til hendes afskedsselskab spurgte hun foran alle, om hun måtte betragte ham som en bror. Det dystre eventyr "Snedronningen" fra 1845 skulle være inspireret af H.C. Andersens ulykkelige forelskelse i den svenske sangfugl.

Efter sin 40 års fødselsdag gik H.C. Andersen til Kong Christian og bad om lønforhøjelse. Det blev straks bevilget, så han modtog 600 rigsdaler om året i fast digterløn fra kongeriget Danmark. Det var mange penge i datidens Danmark, og fra at være en fattig skomagersøn tilhørte han nu de højere sociale lag. I 1867 - 52 år gammel - blev han udråbt til æresborger i Odense.

De sidste år før sin død var H.C. Andersen ofte syg. Ifølge H.C. Andersen Centret (se kilder) fulgte kongehuset hans tilstand, og han modtog besøg af kronprins Frederik. Den 4. august 1875 døde H.C. Andersen af leverkræft. Gudstjenesten fandt sted i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke), og han blev begravet på Assistens Kirkegård, hvor man stadig kan besøge hans gravsted.

H C Andersen

Kunsteventyr er lig med H C Andersen, og en af de mest rørende eventyr er "Historien om en moder"

Hans Christian Andersen har skrevet skuespil, romaner, rejseskildringer og erindringsværker, men først og fremmest er han kendt og elsket for sine eventyr. Som en rød tråd gennem forfatterskabet løber ønsket om at høre til, passe ind og blive anerkendt, uanset om hovedpersonen er en grim ælling, en skorstensfejer eller en ung, aspirerende kunstner.

H. C. Andersens eventyr og historier overskrider det tidsbundne og det personlige. For i dem har han skabt universelle skikkelser og skæbner, der taler til læsere på tværs af alder, på tværs af vidt forskellige sprog og kulturer – og på tværs af den tidskløft på mere end 135 år, der er gået, siden han satte punktum for sit sidste eventyr.